10 sejlklubber i Guldborgsund Kommune nedsatte 24. september 2019 en fælles arbejdsgruppe for at fremme sejlerturismen omkring kommunens havne, herunder Guldborg Sund og muligheden for uhindret og fri gennemsejling.
Per Thomsen, Sejl og Motorbådsklubben "Grønsund", blev valgt til koordinator af gruppens aktiviteter, mens Palle Tørnqvist, Toreby Sejlklub, blev valgt som gruppens talsmand.
Som et af Danmarks smukkeste gennemsejlingsfarvande forener Guldborg Sund ikke alene Guldborgsund Kommune men hele den voksende sejlerturisme omkring Smålandsfarvandet og Østersøens tyske havne.
Sejlklubberne har været bekymrede over de vedholdende forlydender om en mulig lukning af Frederik IX Bro for både over fire meter, når Femern-forbindelsen med en ny jernbanebro tages i brug i 2028. I samarbejde med Dansk Sejlunion og Foreningen af Lystbådehavne er det lykkedes at få slået fast, at der er ikke i kommunen eller i Banedanmark er planer om at søge Frederik IX Bro svejset fast. Regeringens lovprogram for denne folketingssamling indeholder ikke ændringsforslag til anlægsloven om Femern-forbindelsen.
Transport- og Boligministeriet oplyste 9. december 2019 pr. e-post til SIG, at der ikke aktuelt er planer om at fremsætte forslag til lov om ændringer af anlægs- og driftsloven for Femern Bælt-forbindelsen og de danske landanlæg.
19. december meddelte Guldborgsund Kommune, at Sund & Bælt ønsker Frederik IX Bro ændret til en fast bro uden broklap. Det lokale røre har været voldsomt. SIG har offensivt protesteret mod lukningen af gennemsejlingsfarvandet Guldborg Sund.
Sejlrenden i Guldborg Sund syd for Frederik IX Bro skal være mindst 2,1 meter dyb. Det fremgår ikke af søkortet. Arbejdsgruppen vil søge at få dybder og søkort ført á jour i overensstemmelse med Guldborg Sunds status som nationalt gennemsejlingsfarvand. Geodatastyrelsen har 28. november meddelt, at styrelsen vil undersøge baggrunden for søkortrettelsen fra december 2016, der markerer lave dybder og sten mellem Strandby og Hasselø.
På arbejdsgruppens møde 28. november besluttede gruppen at søge et aktivt samarbejde med Guldborgsund Kommune om fritidssejlads og aktiviteter i havnene.
Det langsigtede mål er at øge interessen for alle farvande omkring Lolland-Falster til gavn for turisme og bosætning.