Sejlernyt

3. september gæstede 25 medlemmer af "Campervennerne" toreby Sejlklub
.
Flere gæster i Toreby Sejlklub
"Det er glædeligt, at især antallet af gæstesejlere er i stigning", siger formand Jan Krastrup efter sammentællingen af årets gæster i havnen. Stigningen sker efter nogle år med et faldende antal gæstesejlere og afspejler den generelle tendens inden for fritidssejladsen herhjemme.

Antallet af gæstesejlere er steget fra 69 i 2018 til 96 i år.

Autocamperne dominerer Toreby Sejlklubs "gæsteliste" med 484 i år mod 447 i 2018.

Hent oversigten 2014 - 2019 som pdf (nyt vindue).

Banedanmarks illustration af den nye jernbanebro med klap.

25. november:
Ro om Frederik IX Bro og Femern-forbindelsen

Sejlklubberne i Guldborgsund Kommune har været bekymrede over de vedholdende forlydender om en mulig lukning af Frederik IX Bro for både over fire meter, når Femern-forbindelsen med en ny jernbanebro tages i brug i 2028. I samarbejde med Dansk Sejlunion og Foreningen af Lystbådehavne er det lykkedes at få slået fast, at der er ikke i kommunen eller i Banedanmark er planer om at søge Frederik IX Bro svejset fast. Regeringens lovprogram for denne folketingssamling indeholder ikke ændringsforslag til anlægsloven om Femern-forbindelsen.

Nu gælder det sejlrenden syd for Frederik IX Bro, oplyser arbejdsgruppen.
Sejlrenden skal være mindst 2,1 meter dyb. Det fremgår ikke af søkortet. Arbejdsgruppen vil søge at få dybder og søkort ført á jour i overensstemmelse med Guldborg Sunds status som nationalt gennemsejlingsfarvand.
Der er rettet skriftlig henvendelse til Geodatastyrelsen med spørgsmålet, hvad der ligger til grund for en søkortrettelse fra 16. december 2016. Her ændredes sejlrenden mellem Strandby og Hasselø fra at være 2,1 meter dyb til 1,3 meter med en sten, placeret lige i kanten af den afmærkede rende.

Arkivbillede.

Standernedhaling, 27. oktober
"Vi skal alle være meget taknemmelige for, at vi har denne gruppe af medlemmer, som år efter år er parate til at bruge rigtig mange timer på, at vi kan få vores både sikkert på land og tilbage i vandet igen til foråret", sagde Toreby Sejlklubs formand, Jan Krastrup, da standeren blev halet ned som afslutning på sejlsæson 2019.

Hent hele talen - pdf.

Vindeby vindmøllepark. Arkivfoto

Dansk Sejlunion, 3. oktober 2019:
Fælles kamp for fri og sikker sejlads
Dansk Sejlunion, FLID og Danske Tursejlere samler kræfterne i et nyt Havforum-udvalg. Formålet er at sikre sejlernes interesser i en tid, hvor stadig flere aktører etablerer sig i de indre farvande.
Hvordan sikrer vi en fornuftig balance mellem den kommercielle udnyttelse af havarealet og den frie og sikre adgang for fritidssejlerne i Danmark?
I takt med, at der etableres flere og flere vindmølleparker, placering af havdambrug og andre produktionsanlæg (tangplantager, muslingefarme etc.), reduceret afmærkning af sejlads render, frygt for brolukninger m.v. øges behovet for dialog mellem de mange interessenter og brugere af søterritoriet.
Derfor har de tre organisationer Dansk Sejlunion, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) og Danske Tursejlere nedsat et Havforum-udvalg, som vil fokusere på disse udfordringer.
Tilsammen repræsenterer de tre organisationer mere end 70.000 sejlerfamilier og ca. 300 lystbådehavne Danmark.

Dialog med myndigheder
”Vi ønsker en dialog med de respektive myndigheder, således vi fremadrettet kan sikre den frie adgang til de indre danske farvande for alle fritidssejlere” siger Christian Lerche, direktør i Dansk Sejlunion.
Ifølge direktør i FLID, Jesper Højenvang, handler det om at bevare adgangen til de naturskønne sejladsområder - til gavn for både danske sejlere og for udenlandske gæstesejlere.
"Havnenes og kommunernes økonomi påvirkes positivt af sejlernes anløb, som risikerer at blive reduceret, hvis vi ikke har disse muligheder,” siger Jesper Højenvang.

Sikker sejlads
"Ligeledes ønsker vi sikker sejlads” siger Leif Nielsen fra Danske Tursejlere - og uddyber:
”Vi ser flere og flere eksempler på reduktion i antallet af farvandsafmærkninger, hvor der ikke længere er erhvervssejlads samt mangelfulde afmærkninger af bl.a. havdambrug og specielt ved natsejlads øges risikoen for ulykker.”
Ligeledes vækker det bekymring i Havforum-organisationerne, at de rekreative interesser p.t. ikke er nævnt i det foreløbige udkast til Havplaner for de indre danske farvande.
Havplanerne skal forelægges EU i foråret 2021, og indtil nu er der kun beskrevet erhvervsinteresser og økonomisk vækst for disse.

PRESSEMEDDELELSE: 25. september 2019
10 sejlklubber i Guldborgsund Kommune nedsatte 24. september 2019 en fælles arbejdsgruppe for at fremme sejlerturismen omkring kommunens havne, herunder Guldborg Sund og muligheden for uhindret og fri gennemsejling.
Per Thomsen, Sejl og Motorbådsklubben "Grønsund", blev valgt til koordinator af gruppens aktiviteter, mens Palle Tørnqvist, Toreby Sejlklub, blev valgt som gruppens talsmand.
Arbejdsgruppens første opgave bliver at formå Geodatastyrelsen til at føre søkortene á jour, således at angivelsen af dybderne i sejlrenden syd for Frederik IX Bro i Nykøbing F. svarer til de reelle, målte dybder på mindst 2,1 meter.
”Der er masser af vand hele vejen op gennem Guldborg Sund”, siger Jesper Walli Pedersen, formand for Nysted Sejlklub. Han har for nylig sejlet hele strækningen igennem med sin kølbåd, uden problemer.
Som et af Danmarks smukkeste gennemsejlingsfarvande forener Guldborg Sund ikke alene Guldborgsund Kommune men hele den voksende sejlerturisme omkring Smålandsfarvandet og Østersøens tyske havne.
Sejlklubberne er derfor bekymrede over de vedholdende forlydender om en mulig lukning af Frederik IX Bro for både over fire meter, når Femern-forbindelsen med en ny jernbanebro tages i brug i 2028. I samarbejde med Dansk Sejlunion og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark ønsker arbejdsgruppen klar besked om planerne for den nye jernbanebro, der har Banedanmark som bygherre.
”Vi er indtil videre fortrøstningsfulde, idet anlægsloven for Femern-forbindelsen inderholder en jernbanebro med klap syd for den nuværende vej- og jernbanebro”, siger Palle Tørnqvist. ”Men en lov kan ændres af Folketingets fertal. Derfor er det vigtigt for sejlklubberne og havnene, turismen til lands og til vands, og de udviklingsmuligheder, et levende maritimt miljø giver for bl.a. øget bosætning i kommunen, at der omsider skabes ro omkring den fri gennemsejling af Guldborg Sund”.

"Albert Johannes" passerer Frederik IX Bro- (Arkivbillede).

Fra venstre: Per Thomsen, "Grønsund", Henrik Tang, Dansk Sejlunion og Jan Krastrup, formand for Toreby Sejlklub forud for mødet.

Fælles fodslag i sejlklubberne

Repræsentanter fra 11 sejlklubber i Guldborgsund Kommune besluttede på et møde i Toreby Sejlklub 5. september at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal holde øje med udviklingen i opgraderingen af jernbanen mellem Nykøbing F. og Holeby til en tosporet elektrificeret bane. Et ekstra ensporet jernbanebro parallelt med den nuværende Frederik IX Bro indgår i projektet i medfør af anlægsloven for Femern Bælt forbindelsen fra 2015. Arbejdsgruppen vil endvidere søge at formå myndighederne til at holde gennemsejlingen af Guldborg Sund vedlige, så alle fritidsfartøjer kan passere over mindst 2,1 meter vand.

Baggrunden for mødet, der også havde repræsentanter fra Dansk Sejlunion, Danske Tursejlere og Guldborgsund Sports- og Idrætsråd, er de vedholdende forlydender om en permanent lukning af Frederik IX Bro for både over fire meter i højden, når Femern-forbindelsen ad åre tages i brug. Lolland-Falsters Folketidende har oplyst, at der internt mellem Banedanmark og Guldborgsund Kommune er udveklset ideer om en kompensation fra Banedanmark til Guldborgsund Kommune. Toreby Sejlklub erfarer fra pålidelig kilde, at kompensationen kan nå op på 90 millioner kroner, hvis kommunen accepterer en lukning af broen.

I så fald skal Folketinget vedtage en ændring af anlægsloven, der sendes i høring efter fremsættelsen af forslaget. Det er her, Guldborgsund Kommune kan få indflydelse sammen med blandt andre søfartsmyndighederne og Dansk Sejlunion.

Indtil nu har flertallet af byrådets medlemmer været tavse i debatten. Socialdemokratiet er som gruppe ene om at fastholde en uændret gennemsejling, mens Venstre vil se på kompensationens størrelse. Andre vil afvente et konkret forslag. Borgmester John Brædder har til Radio Sydhavsøerne bl. a. fortalt, at der skal "et svimlende beløb" til, hvis Frederik IX Bro skal svejses fast.

Dansk Sejlunion er aktivt gået ind i sagen for at varetage sejlernes århundredgamle hævd og for at fremme fritidssejladsens potentialer, der lige nu ligger og venter på at blive udnyttet fuldt ud i Nykøbing F. og Guldborg Sund til gavn for lokalsamfundet og befolknings-udviklingen. Samme målsætning finder man hos Danske Tursejlere, der sammenligner kvaliteterne omkring Smålandsfarvandet med Det sydfynske Øhav.

Mødet var indkaldt af kasserer Per Thomsen fra Sejl og Motorbådsklubben "Grønsund" i Stubbekøbing. "En lukning af et gennemsejlingsfarvand er ganske udansk og bør ikke være et mål for kassetænkning. Der eksisterer et stort uforløst potentiale omkring Smålandsfarvandet," sagde Per Thomsen ved indledningen af mødet.

Fra mødet 5. september.

3. september:
25 autocampere på besøg

7. etape af "Campervennernes" tur, Danmark rundt, havde Toreby Sejlklub som overnatingssted i dag. 25. autocampere ankom i løbet af dagen fra Sakskøbing Bådelaug ved Maltrup Vænge.
Klokken 17 samledes den store flok i klubhuset til fælles orientering forud for en grillaften med deltagernes egne råvarer samt en stor portion fælles pandekagedej.
Turleder Knud Christoffersen (på billedet til venstre) faldt for Toreby Sejlklubs beliggenhed ved vandet, den rummelige plads og - ikke mindst - grillarrangementet, da han planlagde årets etape, Lolland-Falster og Møn.
Campervennernes formand, Finn Knudsen (Billedet til højre), oplyser, at camperne selv vælger, hvad de vil opleve undervejs mellem overnatningsstederne.
Næste stop er Stege Havn. Her venter "Det store kolde bord". Etapen slutter med en veritabel grisefest på et nedlagt landbrug i Alstrup på nordvestfalster på lørdag.


Sejlklubbernes høringssvar til Kommuneplanen
Sejlklubberne i Nykøbing afleverede 28. april et fælles høringssvar til Guldborgsund Kommunes Kommuneplanforslag 2019-2031. Hent høringssvaret her (pdf)

Illustration:
Philip Rasmussen,
By & Landskab.

Her finder du os

Mobirise
Web: Palle Tørnqvist

System: Mobirise,
Adobe Dreamweaver CC 2020

Toreby Sejlklub

Dæmningen 2,
4800 Nykøbing F.